God kommunikation er fortsat Gud i 2020

Biden tog stemmerne, Trump tabte – med sin besværlige kommunikationsform med de korte tweets, som nok virkede til hans vælgere, men ikke til resten af verden og især medierne, som fik det sidste ord.

I længden blev det for meget for de fleste. Selvom Trump havde mange trofaste støtter, som bakkede op, så var det PÅ TRODS af Trumps personlighed ikke på grund af, at man fortsat har bakket ham op – for han bærer rundt på betydelige svagheder, som det blev nævnt i Mennesker og Medier i P1 kl. 13 i dag 8. Nov.

Men i politik er der dumhed på begge fløje, sådan som det ser ud udefra. At sidde fra Danmark og vurdere det er risky. Først når man har været tæt på begge vælgergrupper i deres egen stat og ståsted, forstår man formentlig deres bevæggrunde.

I 2016 var jeg i USA, i Montana og Austin (foto fra Texas Uniersitet) lige før valget, og fik indblik i Hillary- og Trumpvælgere.

Trump blev en ny stemme for alle dem, der følte sig overset i elite-middelklassens valg. Sociologen Arlie Hochschild beskriver (2016 Strangers in Their Own Land) de forskellige mennesker, som stemte på Trump for fire år siden og stadig formentlig bakker ham op. 

I forbindelse med mit retorikspeciale læste jeg hendes bog, idet hun boede fem år i en af sydstaterne og afdækkede Trumps vælgere. 

Flere følte sig overset i jobkøen, fx en sælger, som efter 30 år mister sit job og må nu i stedet se sig forbigået i jobkøen af LGBT, afroamerikanere mv. Oplevelsen af at der også var snyd med Obama, og hvordan han kom til magten var også et issue dengang blandt dem, der endte med at stemme på Trump.

Som bogens titel siger, oplever disse sig som “Fremmede i eget land”, og skal man tale om svage vælgere, så er det måske også nogle af dem, som ikke er kommet med i opsvinget. 

I USA har man tilsyneladende ingen sygesikring, når man mister sit job (ifølge P1 i dag), så der er nogle helt andre problematikker end herhjemme. Man blir meget svag. Og er man it-mæssigt bagud efter 30 år som mundtlig sælger, så blir man måske virkelig vidensmæssigt svag, og forstår ikke at aflæse sociale medier og nyheder. Så bliver Trump med de korte tweets en stemme for en.

På mange måder kan man formentlig forstå de vælgere, som satte krydset ved Trump, når man kender deres baggrund. Dem, jeg har talt med, siger, at de ikke gider høre mere om racisme i USA, eller transtoiletter, de ser ikke racisme. De er trætte af den yderste venstrefløjs ekstremholdninger. De vil bare have ro og fred, og for dem har Trump været en fredsfaktor.

Trump kan derfor både ses som en ondsindet persona eller som et spejl af verdens problematikker – som nu splittelsen politisk – og som en, der redder dig fra ekstremiteter – men med ekstreme ord.

De velbjærgede middelklassefolk fra Hillarys gamle fløj så ned på sydstatsvælgere, det oplevede en dansk ung socialdemokrat, da hun skulle stemme dørklokker for demokraterne i New York i 2016 (pov artikel). Man gad ikke tale med dem fra Syd.

Trump evnede ikke at samle det amerikanske folk, måske fordi han havde samlet vælgerne, ved at de skulle vende sig imod etablissementet omkring Det Hvide Hus og medierne, som var kritiske lige fra starten, hvilket er mediernes opgave.

Det kan formentlig være en flig af årsagen til, at det ikke blev en valgperiode mere. Man kan ikke ignorere USA´s sorte historie – og man kan ikke ignore de hvide fattiges heller. Eller kvindernes. Eller hele folkets. Det var et godt bud fra Trump at tale til de blå mænd, som følte sig oversete i jobkøen, som måske hellere skulle have haft efteruddannelse end at stole på, at kulminen åbnede igen. Men det var ikke nok. Trumps vision om at gøre USA stort igen var en umulig opgave, medmindre han havde været bedre til at kommunikere og samarbejde – især med medierne. 

Men den debat fortsætter formentlig de næste fire år.

Mette Hafstrøm Kirkegaard

Hvordan man træder tilbage med værdighed og ære

John McCains koncessionstale til Obama, 2008, kan inspirere store ledere lige nu til at se forskellen mellem autentisk og empatisk ledelse og fatal og stædig ledelsesadfærd, når de skal træde tilbage fra en topposition. Vi ser nu, hvordan præsident Trump i ugen, der gak, efter valgets første prognose og frem til et næsten endeligt valgresultat har forsøgt at skabe et ikke-demokratisk drama med retssager og ikke anerkender modstanderen Joe Bidens pt. stemmeoptalte valgsucces.

Oversættelsen af talen kan du læse længere nede, en hurtig, råskitse.

Effekterne af en værdig afskedigelsestale er store.

McCain indleder med at hylde og rose sin sejrsherre. Senator John McCain maner til besindighed, da hans valgkreds buher i salen. Men McCain fortsætter. McCain kender sin amerikanske historie om de farvede amerikaneres undertrykkelse, tager afstand til denne mørke periode i USA´s historie. Han udtrykker denne viden med dyb forståelse for, at der for første gang i den amerikanske historie er stemt på en afroamerikansk mand, og denne mand har vundet, hvilket er en hyldest til vælgerne. Der skrives historie. Han understreger også, at der er enighed om denne historie.

Årsagen til valget forklarer han også med, at flere er gået til stemmeurnerne, folk, som aldrig før troede, at deres stemme måske påvirkede det amerikanske valg.

Senator Obama har opnået en stor ting for sig selv og for sit land. Jeg hylder ham for det og giver ham min oprigtige medfølelse, da hans elskede bedstemor ikke nåede at leve nu til at opleve denne dag oprinde.

– John McCain – 2008

Endda Obamas bedstemor får en tanke med på vejen, medfølelsen med, at denne ikke selv får oplevet sit barnebarns succes.

Efter at have hyldet Obama-fløjen, tager han fat på at hylde sin egen kreds af hjælpere, særligt understreges familien for at have betalt en højere pris for denne valgperiode end han selv.

Endeligt understreger han, at han vil hjælpe, hvor han kan og tilbyder dermed at se valget som en fælles firårig periode, som alle går ind i sammen.

Skylden for, at han ikke vandt, ender han med alene at tage på sine egen skuldre. Ene og alene er det hans ansvar. Dermed fritager han alle for sit nederlag. Denne strategi fritager Amerika for at lide tabsfølelse – alle er på vej sammen mod den nye leder Obama og hans strategi – hvad den vej end måtte vise, forventer han at alle ser fremtiden som endnu lysere og bedre for det amerikanske folk. Altså han tager endnu engang afstand fra den fortid, som formentlig har givet Obama mange stemmer.

Hvorfor er McCains tale så stærk i denne slutning? Fordi han anerkender den sejrendes evner og fortidens dybde og mørke for et overset folk, og han dermed selv viser, at hans politiske linje vil kunne medtage dette folk i en senere valgperiode.

Stærke ledere anerkender hinanden og tager ved lære.
Sometimes you win, sometimes you learn.

Mette Hafstrøm Kirkegaard, retorik, cand. mag. strategisk retorik.

Læs talen oversat her:

“Mine venner, vi er nået til enden på ​​en lang rejse. Det amerikanske folk har talt, og de har talt klart. For lidt siden havde jeg den ære at ringe til senator Barack Obama – for at lykønske ham med at være valgt til næste præsident for det land, som vi begge elsker.

I en så lang og vanskelig konkurrence, som denne kampagne har været, påbyder hans succes alene min respekt for hans evner og udholdenhed.

Han formåede at bringe håbet frem hos så mange millioner amerikanere, som en gang fejlagtigt havde troet, at de havde så lidt at sige eller så ringe indflydelse på valget af en amerikansk præsident – det er noget, jeg beundrer dybt og hylder ham for at opnå.

Dette er et historisk valg, og jeg anerkender den særlige betydning, det har for afroamerikanere og for den særlige stolthed, som er deres denne aften.

Jeg har altid troet, at Amerika tilbyder muligheder for alle, som har evnen og viljen til at gribe den. Senator Obama mener det samme. Men vi erkender begge, at skønt vi er kommet langt væk fra de gamle uretfærdigheder, der engang farvede vores lands omdømme og nægtede nogle amerikanere til fulde at blive velsignet med et amerikansk statsborgerskab, så har mindet om fortiden stadig haft magt til at såre.

For et århundrede siden blev præsident Theodore Roosevelts opfordring fra Booker T. Washington til at besøge ham – for at spise middag i Det Hvide Hus – betragtet som en voldshandling mange steder. Amerika i dag er en verden væk fra den tids grusomme og stolte afsky. Der er intet bedre bevis for dette end valget af en afroamerikaner til præsidentskabet for De Forenede Stater. Lad der for enhver amerikaner nu ikke være en grund til ikke at værne om deres statsborgerskab i denne, den største nation på jorden.

Senator Obama har opnået en stor ting for sig selv og for sit land. Jeg hylder ham for det og giver ham min oprigtige medfølelse, da hans elskede bedstemor ikke nåede at leve nu til at opleve denne dag oprinde – skønt vores tro forsikrer os om, at hun er i ro i nærværelse af sin Skaber og så meget stolt af den gode mand, hun hjalp med at rejse.

Senator Obama og jeg har argumenteret for vores forskelle, og han har sejret. Der er uden tvivl mange af disse forskelle tilbage. Det er vanskelige tider for vores land, og jeg lover ham i aften at gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe ham med at lede os gennem de mange udfordringer, vi står over for.

Jeg opfordrer alle amerikanere, der støttede mig, til ikke kun at lykønske ham, men også tilbyde vores næste præsident vores velvilje og gøre en alvorlig indsats for at finde måder at være sammen om at finde de nødvendige kompromiser, at bygge bro over vores uoverensstemmelser og hjælpe med at genoprette vores velstand, forsvare vores sikkerhed i en farlig verden og efterlade vores børn og børnebørn til et stærkere, bedre land, end vi arvede.

Uanset vores forskelle er vi amerikanere. Og tro mig, når jeg siger, at ingen forening nogensinde har betydet mere for mig end det.

Det er naturligt i aften at føle skuffelse, men i morgen må vi bevæge os ud over det og arbejde sammen for at få vores land i bevægelse igen. Vi kæmpede – vi kæmpede så hårdt, som vi kunne.

Og selvom vi kom under grænsen, er fiaskoen min, ikke din.

Jeg er så dybt taknemmelig for jer alle for den store ære for jeres støtte og for alt, hvad I har gjort for mig. Jeg ville ønske, at resultatet havde været anderledes, mine venner. Vejen var fra starten en vanskelig vej. Men din støtte og dit venskab vaklede aldrig. Jeg kan ikke i tilstrækkelig grad udtrykke, hvor dyb en gæld jeg står i til dig.

Jeg er især taknemmelig for min kone, Cindy, mine børn, min kære mor og hele min familie og de mange gamle og kære venner, der har stået ved min side gennem de mange op- og nedture i denne lange kampagne. Jeg har altid været en heldig mand med den kærlighed og opmuntring, I har givet mig.

Som I ved, er kampagner ofte sværere for en kandidats familie end for kandidaten, og det har været sandt i denne kampagne. Alt, hvad jeg kan tilbyde i erstatning, er min kærlighed og taknemmelighed og løftet om mere fredelige år fremover.

Jeg er selvfølgelig også meget taknemmelig over for guvernør Sarah Palin, som har ført en af ​​de bedste kampagner, jeg nogensinde har set, og vist en imponerende ny stemme i vores parti til at styrke reformer og de principper, der altid har været vores største styrke. Hendes mand, Todd, og deres fem smukke børn, med deres utrættelige dedikation til vores sag og det mod og den nåde, de viste i en hård præsidentkampagne. Vi kan se frem til med stor interesse for hendes fremtidige tjeneste for Alaska, det republikanske parti og vores land.

Til alle mine kampagnekammerater, fra Rick Davis og Steve Schmidt og Mark Salter, til enhver sidste frivillig, der kæmpede så hårdt og tappert hver måned for måned, nogle gange forekom I at stå med den mest udfordrede kampagne i moderne tid – mange tak. Et tabt valg vil aldrig betyde mere for mig end privilegiet ved jeres tro og venskab.

Jeg ved ikke, hvad mere vi kunne have gjort for at prøve at vinde dette valg. Jeg overlader det til andre at bestemme. Hver kandidat laver fejl, og jeg er sikker på, at jeg har taget min andel af dem. Men jeg vil ikke bruge et øjeblik af fremtiden på at fortryde, hvad der kunne have været gjort.

Denne kampagne var og vil forblive den store ære i mit liv. Og mit hjerte er fyldt med intet andet end taknemmelighed for oplevelsen og til det amerikanske folk for at have givet mig en retfærdig høring, før vi beslutter, at senator Obama og min gamle ven, senator Joe Biden, skal have æren af ​​at lede os til de næste fire år.

Jeg ville ikke være en amerikaner, der var navnet værd, hvis jeg fortryder den skæbne, der har givet mig det ekstraordinære privilegium at tjene dette land i et halvt århundrede. I dag var jeg kandidat til det højeste kontor i det land, jeg elsker så meget. Og i aften forbliver jeg hendes tjener. Det er nok velsignelse for alle, og jeg takker indbyggerne i Arizona for det.

I aften – i aften mere end nogen aften har jeg intet andet end kærlighed til dette land og til alle dets borgere, uanset om de støttede mig eller senator Obama, jeg ønsker god fart på til den mand, der var min tidligere modstander og vil være min formand.

Og jeg opfordrer alle amerikanere, som jeg ofte har gjort i denne kampagne, til ikke at fortvivle over vores nuværende vanskeligheder, men altid tro på, at Amerikas løfte og storhed ikke er uundgåeligt her.

Amerikanere holder aldrig op. Vi overgiver os aldrig. Vi glemmer aldrig historien. Vi laver historie. Tak, og Gud velsigne dig, og Gud velsigne Amerika.

Musikhøring styrker de fælles visioner

Danske Jazz- Beat- og Folkautorer, DJBFA havde som led i musikhandleplaner taget initiativ til en minihøring om musik den 1. juni 2018 i Fællessalen på Christiansborg.

Jeg er nyligt blevet valgt ind som suppleant i denne sangskriverforenings bestyrelse. Jeg blev valgt ind på tre ting: sikre den demokratiske debat. Sikre vi er med på den digitale kommunikation. Endelig at holde øje med, hvordan kulturens og statens kulturmidler bruges og fx tildeles til kunstnere.

Til minihøringen udtalte formand for DJBFA, komponist Susi Hyldgaard, at “Musikken har brug for fælles visioner”.

En række repræsentanter fra kulturens brancheorganisationer mødtes med politikerne Mette Bock, Bertel Haarder, Mogens Jensen og Alex Arendtsen for at drøfte musikhandleplaner mv.

 

img_3266Mette Bock: der er et stort potentiale, som vi skal finde ud af, hvordan vi kan bruge.

Alex Arendtsen fra DF udtrykte, at han savnede musik der talte til hjertet. Han er af en eller anden grund en af de eneste politikere på Borgen, som vitterligt udtrykker en erklæret kulturpolitisk holdning til musikken.

Nu kan enhver jo sige, de savner musik med hjerte, uden at komme ind på konkret, hvad de mener. Han blev imidlertid udfordret på sit budskab, da vores DJBFA-musik tog buen fra munden og fortalte ham, hvad han konkret ville gøre for at Alex kunne føle hjertet banke.

Mødet var konstruktivt, med sine fire runder, og i de tre var der mulighed for, at deltagerne parvis fik lov at reflektere og diskutere panelets budskaber. Fagligt er jeg stærkt tilhænger af konceptet med at lade deltagere diskutere og blive hørt flere gange undervejs. Det giver mulighed for, at politikerne undervejs får feedback på deres budskaber og dermed styrker det relevansen for alle. Initiativet til arrangementet var taget af Danske jazz-, beat- og folkautorer, DJBFA.

Sådan ser en minihøring om musik fra Christiansborg ud – først set fra salen, dernæst fra scenen – direkte sendt fra Borgen i går.

Kilde: DJBFAs facebookside DJBFA / Komponister og Sangskrivere – hør Mette Bocks intro.

Høringen blev indledt og afsluttet med det smukkeste strengespil