Narcissos – han ser måske ydmyg ud, men ser i søen efter sit eget spejlbillede (foto: Louvre)

Finder vi eksempler på fremtrædende populistiske skikkelser, der efter en negativ skandaleomtale forandrer adfærd, bliver ydmyge og uselviske? For den slags forandring fx gennem velgørende arbejde kan godt føre til en opstigning i den offentlige anerkendelse igen. Inden for retorik taler vi om at styrke personens etos, troværdigheden, og det kan ske gennem uselvisk adfærd. 

Spørgsmålet, om man kan forandre sin etos til det bedre, er tankevækkende i lyset af den britiske premierminister Boris Johnsons udefra påtvungne afgang. Boris takker ikke af med ydmyghed, mener Tom Nichols, amerikansk skribent i det amerikanske magasin The Atlantic. 

”Hans afskedstale havde kryds i de rigtige felter (han lovede at være der for at hjælpe sin efterfølger), men som så meget andet i hans karriere, og ligesom manden selv, var hans udmelding nådesløs og selvcentreret,” siger Tom Nichols og giver et paralleleksempel med en anden positiv udgang. John Profumo var sidst i fyrrerne, gift og i 1963 også den britiske krigsminister for de konservative. Han havde haft en affære med en 19-årig callgirl Christine Keeler, som også havde en affære med en senior flådeattaché ved den sovjetiske ambassade i London. Profumo mistede sit omdømme, efter benægten, måtte han forlade de konservative. Privat gjorde han derefter noget, som måske er utænkeligt for nutidens ledere, som konstant søger tilbage til rampelyset. John Profumo førte herefter en ydmyg tilværelse og lavede velgørende arbejde for de fattige. 12 år senere modtog han hos den britiske dronning den mest excellente royale orden i 1975, en CBE, for sine velgørenhedsprojekter. Se evt. filmen The Scandal (1989). 

Misser populistiske politikere i skandalesager chancen for senere positivt eftermæle? Boris Johnson trak sig først efter massivt pres, men har formentlig stadig planer om et stort bryllup. Han holder sig altså ikke tilbage for at feste videre. Hvilken person beslutter den slags efter skandalesager om for megen festivitas? Få år før 2016 Brexit referendum var Boris Johnson imod hele ideen: “Ingen seriøs person vil forlade EU. Det kommer ikke til at ske,” skulle han have sagt til Anne Applebaum, som møder Boris Johnson til en middag i bogen Twilight of Democracy. Kun Johnson kunne gennemføre en så vanvittig ide, mener Tom Nichols nu. Applebaum noterer sig, at Johnson kunne være narcissist eller doven. Men altså ikke doven nok til at undgå en ny fest.

Narcissos kommunikation 
Konklusion: Det er sjældent for sent at forandre et negativt renomme. Problemet kan være populistens psykologiske profil, som visse ledere kan have: narcissistens træk. Socialkritikeren Christopher Lasch advarede om denne profil i sin bog ”The Culture of Narcissism” (1979) – denne lidelse ville blive fremtidens populære personlighedstræk. Og han fik ret. Nu ser vi ego-ryttere, som har sig selv i centrum i de politiske budskaber.
”Dette er faren i det moderne demokrati. Mænd og kvinder, som ikke har nogen sans for værdighed eller pligt”, slutter Tom Nichols sin interessante belysning af faren ved det politiske lederskab i det 21. århundrede. Boris Johnson er bare en blandt mange, der misser muligheden for en værdig afgang og måske også tilbagekomst. Men en ting er, at Johnson selv ikke opnår noget relevant på sigt, noget andet er menneskers mulighed for at lade sig inspirere af ledere.

Thought leadership er et begreb for fx at italesætte sig selv som dygtig leder med relevante ideer og tanker, der sætter eftertanke i gang hos mennesker omkring lederen og ud i fremtiden. Min bekymring er, hvad eftertiden skal bruge tanker og adfærd til fra fx Boris Johnson, Donald Trump, ligesom også visse danske politikere, som har brugt tiden på at give andre skylden for deres misærer. Hvilket thought leadership efterlader de sig? “Skil dig voldsomt ud, vær skør, og fejr dig selv, hvis det hele er tabt”, synes at være tankelogikken i populistens højborg. Og hvordan vil det trænge igennem i deres partiers kommunikation med vælgere? Jeg vil kalde det narcissos-kommunikation. Narcissos er en græsk myte om en hovmodig ung mand, også kaldet Narcissus, der forelsker sig i sit eget spejlbillede. I dag bruges betegnelsen om en tendens til selvcentrerethed, fx om en egocentreret (ungdoms)kultur. Narcissisten har øje for sig selv og kan ende med at efterlade de andre på perronen. Reelt får vælgerne i det tilfælde ikke det, de købte ind på. Boris Johnson har skilt sig voldsomt ud. Det købte vælgere også ind på som modtræk til andre politikere, som måske ikke har turdet italesætte de økonomiske farer, som fremtiden vil bringe. I en narcissistisk tidsalder er ledernes ord udlagt på nye måder: Filosoffen Ralph Waldo Emerson sagde engang, at “Our greatest glory is not in never failing, but in rising up every time we fail.” Det er inspirerende, men man må huske værdigheden. Det er formentlig ikke alle ledere, der er sådan indrettet, at de forstår at vise ydmyghed i måden, de rejser sig igen. Verden har dog brug for det lige nu. 

af Mette Hafstrøm Kirkegaard

Behov for hjælp til tekster, klummer, social media-træning? Udfyld formularen nedenfor: