Samarbejde mellem yderpartier fra forskellige fløje – ville måske sikre demokratiet bedst, set i lyset af nye data fra New York Times 23. maj. Demokratiet er i hvert fald fare, når det eftertragtes mindst i politisk midte.

David Adler, New York Times: “Min research hælder til, at over hele Europa og Nordamerika er centrister dem, der mindst støtter demokratiet, de mindst committede til dets institutioner og dem, der mest støtter autoritarismen”.

Mit kandidatspeciale handler om gode vaner i den offentlige debat. Den demokratiske debat interesserer mig derfor en del. Tre artikler har fanget mit fokus hen over weekenden: en debattør i Berlingske, som refererer til et indlæg af David Adler i New York Times, og endelig et interview med politisk professor på Princeton, Jan Werner Müller i Politiken.

Jan Werner-Müller er mest kendt for sin bog om populisme – “Hvad er populisme?” (2016), skrevet i tiden omkring valget af Trump til amerikansk præsident. Nu er professoren også aktuel med en ny bog “Kampen for demokratiet” (2018). I Politiken interviewet ser han en demokratifare ved, når de klassiske borgerlige partier går i samarbejdet med højrenationalister, altimens socialdemokraterne og venstrefløjen ser apatisk til.

“Hvis spørgsmålet er, under hvilke omstændigheder disse bevægelser kommer til magten og gør skade på vores demokratiske institutioner, så er det, når etablerede konservative kræfter fra det traditionelle centrum-højre er villige til at arbejde sammen med dem”, siger Werner Müller til Politiken.

Politiken: Og socialdemokraterne ser passivt til?

Werner Müller: “De gamle socialdemokratier og den øvrige venstrefløj har i flere år, i hvert fald indadtil, lænet sig op ad en analyse, der er helt forfejlet. Man har set på højrepopulismens vælgermæssige succes og konkluderet, at det viser, at arbejdere hader udlændinge. Det er derfor, de svigter os, det er sådan, det er, og det kan man ikke lave om på. Helt forkert”, siger Jan-Werner Müller.

Demokratiet er truet. Vi skal være bange for politiske ekstremfløje. Det er den udtalte opfattelse. Den politiske researcher, David Adler, har imidlertid opdaget noget nyt, som han beskriver i New York Times 23. maj 2018 for “centrister er de mest fjendtlige over for demokrati, ikke ekstremister”.

David Adler undersøgte de nyeste data fra World Values Survey (2010 til 2014) og European Values Survey (2008), to af de mest omfattende studier af offentlig me ningsdannelse fra over 100 lande.

https://twitter.com/davidrkadler/status/999387859126800384?

Han finder, at især britiske centrumvælgere er de mindst demokratiinteressede. Desuden ser han, at landet meget vel kan ende som i Italien, som vi netop ifølge Adler “har været vidne til en tekstbogs-case på autoritær centrisme, idet pro-etablissementets præsident blokerede dannelsen af en anti-etablissements regering”.

”Centrister mest fjendtlige over for demokrati, ikke ekstremister”. – David Adler, New York Times, 23. maj 2018

Ovre på Berlingske har man diskuteret Adlers indlæg i den demokratiske debat. Søren Hviid Pedersen er højskolelærer ved Rønshoved, cand. scient. pol. og ph. d.

Ifølge Pedersen siger David Adlers analyse af de omfattende data som sagt, at det er centrumpartierne, der er de mest antidemokratiske og mest autoritetssøgende. Det får Pedersen til at sige, at “Vitaliseringen af de europæiske demokratier, således at man kan videreføre demokratier langt ind i det 21. århundrede, går gennem en styrkelse af de politiske yderfløje, ikke gennem styrkelse af den politiske midte. Vi skal derfor glædes over, når det lykkes ikke-mainstream partier og koalitioner at vinde magten, for disse er i sandhed Europas demokratiske håb”.

Prøv for overvejelsens skyld at holde Søren Hviid Pedersens konklusion om, at Europas demokratiske håb findes på yderfløjene op mod Müllers frygtscenarie ved, hvis de klassiske borgerlige partier samarbejder med ekstrem-højrepartier. Kan det betyde, at såfremt et ekstremparti er så drevet af ønsket om at komme ind i varmen, at det giver køb på sin demokratiske art og bøjer af på demokratiske visioner (?) – idet den autoritære centrisme ikke deler dem. Tag nu fx Italien-eksemplet ifølge Adler.

Werner Müller har peget på en demokratifare ved samarbejde mellem klassiske borgerlige og yderste højre.

Hvis Adlers analyse imidlertid holder, så koster det på den demokratiske konto for både venstre og højreekstremister, som vil søge magten med midterpartierne.

Adlers indlæg er et godt startskud til en overvejelse om, hvem politikerne bør samarbejde med for at sikre demokratiet fremadrettet. Vil man redde demokratiet, må ekstrempartierne måske samarbejde med hinanden, mod egne vælgeres ønske. Det ville ikke blive uden tab af visioner. Det ville måske betyde, at man måtte ende med at redefinere demokratiet. For 2500 år siden havde man det direkte demokrati, hvor både rig og fattig mødtes og stemte om politiske spørgsmål. Det var ikke et velfærdsdemokrati, som Kleistenes fik gennemført med eget folkestyre i Athen. De fattige (bortset fra slaver og kvinder) fik kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, når de skulle deltage i afstemninger. Men heller ikke mere, det var kun det politiske, militære og lovmæssige demokrati, det drejede sig om. Måske ender vi, hvor vi startede, hvis demokratiet skal bestå. Det er en skør verden, vi lever i. Følg David Adlers twitter debat.