(redigeret)
Den nye målgruppe, som ikke falder på sildebenet for en makrelmad, er faldet for Mettes spin-øvelser på det seneste.
Dejligt med en kulturelt interesseret statsminister. Dette sagt, så er det bekymrende, at endnu en i målgruppen af kultur-intellektuelle frivilligt har skrevet anmeldelse af statsministerens medvirken i P1 med ros på bekostning af andre politiske kandidater.
Først skete det igennem Rune Lykkeberg i podcastet, hvor statsministeren interviewede chefredaktøren fra Information, og nu har Mette Frederiksen så fået flot anmeldelse for at have været i P1 Skønlitteratur “I galop på statsministerens læsehest”. Jeg skal ikke udtale mig om indholdet eller politisk, blot om måden man i anmeldelsen agerer.
For ligesom Rune Lykkeberg heller ikke kan se sin egen spinrolle i det, han selv har kaldt et ”teaterskue” i Presselogen i søndags, så er det måske tilfældet igen i Kulturmonitor, hvor anmelder Jeppe Krogsgaard Christensen roser Mette Frederiksens medvirken i P1 Skønlitteratur til skyerne.

Kan man faktisk anmelde en statsminister kritikløst positivt uden at være offer for spinhjulet? Nej.
For en kommunikatør er det derfor interessant, at indlægget kommer igennem til Kulturmonitor – med en påstand om, at næsten kun statsministeren kan begå sig i netop de litterære kulturelle kredse.
Det er et stort marked, der er åbnet døre til i det kulturelitære selskabs læsere. Hvis læserne spiser fra galophestens spinmund.
“Mette Frederiksens optræden i ’Skønlitteratur’ på P1 viser, at hun i modsætning til de fleste politikere er i stand til at tale nuanceret om kunstens forhold til virkeligheden,” skriver Jeppe Krogsgaard Christensen.
Det er sørme et ophøjet synspunkt. “De fleste politikere” – Hvad dækker det mon? Enten er du finkulturel sammen med statsministeren (stem på os), eller også er du nærmest uvidende overladt til dine speltboller uden kiafrø! De elendige andre omtales blot som nogle andre politikere – udover at anmelderChristensen nævner en fejlcastet katastrofe, Joy Mogensen – men hov var det ikke Mette F selv, der udpegede Joy til kulturminister ud fra sit kulturelle blik?
Det går jo ikke med kritikløst anmelderi. Men det er dog en formildende omstændighed mod at agere complete spin-pig, at Christensen selv laver et selvmål i sin argumentation. Det var Mette F, der udpegede Joy. Den nu finkulturelle Mette F så med sit røntgenblik, at Absolut Music volume 2-ejeren Joy Mogensen vidste rigtig meget om kultur.
Godt så.
“Statsministeren ikke bare overlever, men lever i samtalen om kunst”, siger Christensen. Fint nok, men overlever Mette Frederiksen næste valg ved lutter kritikløse røster?
Vil man anmelde et program op til en valgkamp, så bør man dog eksemplificere til andre partiers kandidater også om, hvorfor andre ikke er på niveau. Der starter den konstruktive samtale ud fra idealet fornuftig uenighed, hvor vi kan tale ud fra forskellige synspunkter. Og tillade forskellighed.
Det er altid positivt med en god anmeldelse. Uden eksempler at holde forherligelse af det gode op imod, blir man dog let et talerør for en større spin-sag – men det var – måske – meningen.
#spin
Gavelink: https://kulturmonitor.dk/del/FlyqUnAAttgw