Det glæder mig, at vi har fået Folkemødet. Der er trods alt en chance for, at ordstyreren ikke er en robot – garantier findes dog ikke:-)
Kender I det, at du lige nu læser de mest relevante kommentarer for et opslag på facebook? Hvem beslutter for dig, hvad der er mest relevant? Idealet for en god debat bør være fornuftig uenighed – det ideal har ikke fundet sit rette format på facebook. Der er typisk ingen ordstyrer eller debatregler på facebook – jovist kan du lave et par indstillinger, men ellers er der algoritmer, som giver brugerne læsning af mere af det, de selv synes om – det skaber polarisering.


Jeg tror, de fleste politikere gerne ville kommunikere bedre med borgerne. Der er en tillidskrise fortsat mellem borgere og politikere. Det viser de seneste analyser, ligesom de gjorde for over tre år siden, da jeg afleverede speciale. Fornuftig uenighed har været tesen i mit speciale fra retorikstudiet. Fornuftig uenighed er den mest vellykkede debatform efter min overbevisning.
Med den skal de seneste tyve års spin-regeringsførelse få et modspil og etablere ny mulighed for tillid mellem vælgere og politikere.
Men hvordan lykkes det så at genvinde tilliden? Facebook virker ikke. Mediet er ikke særlig fornuftigt, det er følelser over fornuftig uenighed. Følelser bør naturligvis anerkendes, men ikke overtage al sund fornuft. Det er for mig at se ikke demokratisk sundt at bruge facebook så voldsomt som politikere ser ud til at gøre det – det er facebook platformen der er skruet dårligt sammen. Jeg ved godt, at politikerne elsker mediet, fordi det først har set ud, som om de kom mere i kontakt med deres vælgere.


Men efterhånden tog spindoktorerne over og udnyttede algoritmerne til opslag, der skaber splid. Splid polariserer og segmenterer opslag, så dem, du er enig med, læser mere, de er enig i, og dem, du er uenig med, blir dine fjender i debatten.


Hvis min tese er rigtig, i tråd med filosoffen Rawls´ ideal om fornuftig uenighed som den bedste debatform, så er alle de her likes jo ikke et udtryk for fornuftig uenighed, som kan styrke den demokratiske samtale. Og alle de grimme kommentarer fra borgere eller politikere, som reagerer imod en anden given politiker, er jo heller ikke et udtryk for fornuftig uenighed.
Vi mennesker kan gøre det bedre! Ønsker alle et godt folkemøde!