For lidt tid siden udkom min rejseartikel i Børsen Weekend, og den beskriver alle tiders måde at rejse på – denne gang mod Østisland, som er ca. 700 km fra Reykjavik. Færgen afgår fra Hirtshals. Du er langt fra storbyens stress. Her kan du møde søpapegøjen. Færgen ankommer i den hyggelige by Seyðisfjorður, hvorfra du med bil eller bus kan køre videre mod fastlandet. Det er en helt fantastisk oplevelse at køre en personbil over bjerget til den næste by Eigilstaðir. Oppe på toppen af det 1500 meter høje bjerg er der søer og kan forekomme tåge, slud og regn, og det farlige “Black Ice”, som man skal passe på med, men hvis man blot tjekker vejrudsigten om morgenen for advarslen: “slippery roads” og ellers kører forsigtigt, med vinterdæk, så skal det nok blive en fantastisk tur.
PLEASURE – artikel: Se med andre billeder på Børsens side
Fotos på bloggen her: Mette Hafstrøm Kirkegaard
Tør du trodse blæst og bølgegang? Så venter der dig fantastiske oplevelser på en sejltur til Island

På blot få dage kan man opleve naturens vilde kræfter, se kæmpe klipperygge og spejde efter hvaler. Det er hele oplevelsen værd at sejle til Færøerne og Island, selvom man også må overgive sig til blæst og bølgegang
Med over 700 andre passagerer, heraf en del krydstogtgæster, rutebilister og erhvervsfolk, sejlede vi over Nordsøen langs Norges kyster og videre mod Nordatlanten.
AF METTE HAFSTRØM KIRKEGAARD
Med den stabiliserede færge MS Norröna kan man krydse det nordlige Atlanterhav og Nordsøen selv med hård vind. Og det var der udsigt til, før vi begav os ud på turen mod Færøerne og Island.
Effekterne af Dorian-orkanen i Florida har kunnet mærkes på de store have. Også oppe i Hirtshals.
TV2 havde lovet storm, og ved Færøerne nåede man den følgende nat op over 71 meter i sekundet, og flere rederier havde derfor aflyst driften mod nordlige rejsemål.
Alligevel holdt der stadig en række personbiler, firhjulstrækkere og jeeps, varevogne og lastbiler klar til at køre ombord på MS Norröna denne lørdag eftermiddag i september.
Fotos af Mette Hafstrøm Kirkegaard – Slideshow->
Skibet er ejet af det færøske rederi Smyril Lines. Der var ingen tegn på, at man trods hård vind ville aflyse den fuldt bookede færge mod Island. Kaptajnen på MS Norröna meddelte derimod under udsejling, at der ville komme en hård vind. Han ændrede vores kurs til at gå via Skotland væk fra Norges blæst.

Trods dette blev færgen bare en time forsinket ved ankomst til første pitstop Tórshavn efter 36 timers sejlads. Efter seks timer her sejlede vi en 18 timers rejse videre til byen Seyðisfjörður på Østisland med mindre vind. Byen ligger en 650 km fra Reykjavik og er kendt for en vild og storslået natur.
Bølgerne går højt
Med over 700 andre passagerer, heraf en del krydstogtgæster, rutebilister og erhvervsfolk, sejlede vi over Nordsøen langs Norges kyster og videre mod Nordatlanten.
Der lugtede af fisk på bildæk A, hvor lyden af fisketrailere gav sig til kende.
“Det er lugten af penge,” sagde en kahytdame med færøsk accent.
Under udsejlingen på det brede blå øverste dæk sad krydstogtturister i solstole og nød udsigten over Hirtshals Havn. På den anden side af dækket pressede et kraftigt blæsevejr passagererne hen mod noget rækværk at holde fast i, mens de tog fotos.
To unge medicinstuderende, Jeppe Suusgaard og hans ven, sad uden for den taxfree shop med god færøsk øl. De skulle på 14 dages telttur, ville blaffe igennem Island og rejse klimavenligt. En ung pige fra Tyskland skulle drive får på Østisland.

Vi sejlede mod Aberdeen og nåede et stræde med kraftig strøm, “Pentland Firth” mellem Skotland og Orkneyøerne. Det gav nogle heftige bølger. Planen var ikke at sejle op igennem strædet, men strømmen styrede mere end vindens retning.
Kaptajnen tog det stille og roligt og lod strømmen tage os igennem. Et tankskib var på vej ud af strædet, da vi krydsede. Det så flot ud. Bagefter kom vi vest over Orkneyøerne, og så sejlede vi til Færøerne.
Naturens klipperygge
Personalet uddelte bedre søsygepiller end de danske, så jeg var efter en kort søsyge på benene. I Sky Bar på 8. kunne man sidde og følge klipperne bag vindsikre ruder.
“Dette er ingenting,” sagde en tidligere sømand, nu ejer af et autoværksted. Han havde før arbejdet i voldsomt vejr ud for Færøerne.

Om natten hørtes naturens bølger, kling, klang og rokken fra vinden. Faktisk virkede bølgerne beroligende.
Også andre var vant til havets bølger. John Dunker fra Vendsyssel sad roligt i restaurant Norröna næste dag. Stedet servede solid buffet med mange slags pålæg, bacon, laks og æg. John er forretningsejer af et stilladsfirma og var på vej til Færøerne og ordne nogle fiskeolietankere i Fuglafjørður.
“Jeg bruger færgen ofte pga. bil til transport. Leje af bil på Færøerne er dyrt,” forklarede John Dunker.
Skibet ankom en smuk morgen til Færøerne. Krydstogtgæster tog på bustur, mens jeg gik til fods i byen forbi en pladebutik med færøsk musik. Seks timer i det smukke Tórshavn.
Den sidste aften på Norröna fik jeg en lækker treretters menu i Simmer Dim, bl.a. en lammeskank marineret i færøsk øl. Senere var der livemusik i skibscaféen. En færøsk sanger optrådte. Stemningen var god.
Næste morgen stod vi en del mennesker på det kolde morgendæk og spejdede efter naturens klipperygge, mens indsejlingen mod Seyðisfjörður nærmede sig. En nordmand pegede på de smukke klipperygge. Her blev lokale beboere fordrevet under Anden Verdenskrig, fortæller han.
En smuk, spejlblank fjord kom os endelig i møde. MS Norröna lagde til kaj med stærk præcision.

Rettidig hjemtur
En måned senere midtvejs i oktober var snefnug endt som tykt puddersukker og iskrystaller i Seyðisfjorður. Krydstogtpassagererne var knap kørt af skibet, da de fik besked om, at MS Norröna ville afgå 33 timer før tid. En lastbil var kørt ud til siden af et 1500 meter højt bjerg, som deler Seyðisfjörður fra resten af Island. Men ikke derfor boardede man før tid.
Det var vejret i Tórshavns øje, der drillede. Vi slap for det værste vejr mellem Island og Færøerne ved at sejle tidligere og opholdt os i stedet halvandet døgn på Færøerne. Jeg kørte til Klaksvik med bilen gennem en underjordisk tunnel og så grønne landskaber på vejen. Næste dag var jeg med på en af Smyrils flotte busture, hvor en meget oplagt guide viste os rundt i byen Gjógv, forhenværende statsminister Lars Løkkes kone Sólruns hjemby.
Det blev til en ekstra rundtur med færgen i Tórshavn samt en senere happy hour til gæsterne. Efter alle var ombord igen på MS Norröna, og en trailer med fersk laks var kommet med forsyninger, der skulle med tilbage til Hirtshals, vendte skibet hjemad igen.

Bølger er ikke bare bølger
På vejen mod Hirtshals fortalte kaptajnen, at han hele tiden må være “på forkant og planlægge”.
“Mellem Færøerne og Island var der storm, og det blev værre, så hvis vi ikke kom afsted den tirsdag kl. 12, så kom vi ikke afsted før torsdag,” sagde første kaptajn, Petur av Vollanum, som har sejlet Norröna i otte år. Han har derudover 18 års baggrund fra søen hos Mærsk.
“Det vigtigste er at kende til, hvordan skibet opfører sig i den vejrsituation, du er i. Jeg ved, at det her skib opfører sig godt, når bølgerne kommer ind på siden,” forklarede han.
“Nu i nat havde vi virkelig store bølger med over 30 meter i sekundet. Men vi kunne næsten ikke mærke det, fordi vi fik dem ind på tværs. Så fik vi en dejlig nat. Og bølger er ikke bare bølger.”
MS Norröna har som det eneste skib helårstilladelse til at sejle i Nordatlanten, så kendskabet til naturens vilde kræfter er derfor fuldstændigt afgørende.
“Vejret i havet mellem Færøerne og Island er det sværeste, for dønningen lægger sig ikke bare lige. Du er derfor nødt til at have en kaptajn, der kan forstå vejret og skibet. Kaptajnen må vide, hvordan skibet opfører sig. Du kan ikke bare kigge: “Nå, klokken er ni, og så sejler vi”. Ikke i Nordatlanten. Så får man problemer.”
Kilde: Børsen Weekend Feb. 2022


